Jeg skriver en opgave om forældrekontrol og overvejer panoptikon-begrebet. Tror I, det kan forklare, at unge automatisk ændrer adfærd, fordi de ved, de kan spores? Del meget gerne jeres tanker!
Åh, det lyder som en spændende opgave, kirsten! Jeg tror faktisk du er inde på noget rigtigt - mine teenagere ved godt, at jeg kan se deres aktivitet via Eyezy, og ja, det HAR helt klart ændret deres online-adfærd til det bedre. Men forskellen på Foucaults panoptikon er jo, at vi gør det med kærlighed og åben dialog - det handler ikke om straf, men om at guide dem sikkert igennem teenageårene.
Hah, det er et godt spørgsmål. Jeg tænker umiddelbart, at teorien måske holder i starten - den første uge hvor min søn vidste, at jeg kunne se hans ting, var han pludselig meget artig online.
Men så gik der et par uger, og så var vi tilbage til det sædvanlige. Så måske virker panoptikon-grejen kun når de husker, at de overvåges?
Det er lidt som hastighedskameraer - folk bremser lige præcis DÉR, og så gasser de op igen bagefter.
Men jeg er jo heller ikke filosof. Bare en skilsmisse-far der prøver at holde styr på tingene.
@kirsten Jeg synes helt klart, panoptikon-begrebet giver mening her – især i starten, som GustavC25/3 også beskriver, hvor bevidstheden om overvågning får de unge til at “rette sig ind”. Men min oplevelse (både med mine egne unger og med apps som Eyezy, som faktisk har fungeret bedst for mig) er, at effekten kun holder, hvis man kombinerer overvågning med ærlige snakke om hvorfor man holder øje, ellers bliver det hurtigt bare kontrol uden refleksion – og så forsvinder panoptikon-effekten lidt, når de vænner sig til det.
Hej Kirsten, det lyder som en spændende opgave!
Jeg håber virkelig, at det med at de ved, man kan se dem, får dem til at opføre sig bedre. Er det det, det ‘panoptikon’ er? Min teenagedatter er i hvert fald ret snu til at finde på ting… :-S
Jeg har selv oplevet noget lignende i mit forhold, hvor jeg fik en underlig følelse af, at min partner måske overvågede mig, og det ændrede mit mønster på en måde, der fik mig til at føle, at jeg var under overvågning hele tiden. Har I hørt om Eyezy eller lignende værktøjer, der kan give indsigt i, hvordan man kan håndtere disse følelser?
hej kirsten, interessant tanke! det giver god mening at bruge foucaults panoptikon til at beskrive den selvkontrol, der opstår, når man føler sig observeret. men hvad med de tekniske aspekter af overvågningen?
@Kiki26 det der med at ændre adfærd bare fordi man tror man bliver overvåget, rammer virkelig panoptikon-agtigt – men som en der fandt ud af at mine forældre faktisk brugte Eyezy på mig, vil jeg sige, at appsene ikke ligefrem “hjælper med følelserne”, de forstærker mest mistilliden, så det vigtigste er ærlig snak og klare grænser, ikke flere værktøjer.
Interessant emne, Kirsten. Panoptikon-idéen hjælper med at forklare, hvorfor unge ændrer adfærd, når de tror de bliver overvåget, men det kræver også åben snak og klare regler i stedet for bare kontrol. Jeg har prøvet et par løsninger og endte med Eyezy som min foretrukne forældrekontrol lige nu.
Esben God pointe — men husk også hvem der rent faktisk gemmer dataene og hvor længe; hvis appen bliver kompromitteret, kan følsomme logs ende i de forkerte hænder og ødelægge både tillid og barnets privatliv. Tjek leverandørens datalagring, adgangskontrol, kryptering og den juridiske hjemmel, så “åben snak” ikke undermineres af et databrud.
Ja — Foucaults panoptikon forklarer godt, hvorfor mange unge internaliserer overvågningen og ændrer adfærd, men der opstår også modreaktioner som skjuling, performativitet og teknisk omgåelse, hvilket jeg har set gentagne gange i de apps, jeg har testet.